Vi skal satse på vores børn af mange grunde
Vores børn må være det vigtigste emne frem imod kommunevalget i 2021 for Kalundborg Kommune. Vi kan nemlig gøre det meget bedre for vores børn i kommunen og det skal vi gøre.
Vores børn er kommunens fremtid, og vi skal gøre alt hvad vi kan for at de alle sammen har det godt. Hvis vi sikrer at vores børn er sunde, trives og lærer, så går kommunen lysere tider i møde. For at sikre dette, så skal vi starte helt nede fra. Vores børn er som en pyramide og jo stærkere et fundament de står på, desto bedre går det dem i alle årene der kommer derefter.
Vi skal derfor tage det seriøst, når regeringen og støttepartierne SF, Enhedslisten og Radikale har sagt, at vi skal have minimumsnormeringer. Vi må sikre at målet opfyldes i Kalundborg Kommune med de midler det kræves.
Minimums normeringer giver os et godt fundament for at løfte folkeskolen, men det kan ikke stå alene. Kalundborg Kommunes skoler skal løftes op til at være i den bedste 3. del i landet og dermed langt væk fra bunden, hvor resultaterne findes i dag. Det vil kræve investeringer i folkeskolerne og vilje til gøre tingene bedre. Både i form af flere hænder til undervisning og SFO, men også i bedre og mere tidssvarende bygninger.
Kan vi lykkes med at få løftet vores dagtilbud og skolerne, så vinder vi på alle parametre senere. Vi får bedre arbejdskraft til Kalundborg Kommunens succesfulde erhvervsliv. Vi sparer på de sociale ydelser, når flere børn kommer igennem folkeskolen som en succes. Sidste år fik 25% af en årgang under 2 i afgangseksamen for dansk og matematik. I år er der pyntet på tallet med et turboforløb. Vi skal hen, hvor et turboforløb som brandslukning ikke er nødvendigt, og hvor vi ikke taber så mange elever på gulvet.
Jeg er overbevist om at en satsning på børnene betaler sig på den lange bane og bliver en gevinst.
Problemet er at vi skal betale nu og at gevinsten først kommer efter flere valgperioder. Derfor kræver satsningen mod.
Med ønske om bedre vilkår for vores børn fra en far til 5
Jeppe Sørensen
KV21 kandidat Det Radikale Venstre