Udvikling af hele Danmark fremfor afgiftslettelser

Hele Danmark har brug for god infrastruktur. Det er blevet mere tydeligt end nogensinde siden finanskrisen, hvor udviklingen har været skæv i Danmark. Det ses et tydeligt mønster i, at bosætning og boligpriser stiger mest, hvor infrastrukturen til de største byer er god.

Lad os binde Danmark sammen og sikre bedst mulig infrastruktur ud til alle hjørner i Danmark. Det sikrer at vi kan udvikle landet bredt. Dermed kan vi løfte i flok,  og på den måde er vi stærkest. Det vil sikre værdierne vi har skabt i hele landet, sådan at alle kan få glæde af de stigende ejendomspriser.

Hvis det skal være muligt, så skal vi ikke sætte afgiften på Storebæltsbroen ned eller sænke den på biler. Gør vi det, så er det kun en fordel for dem, der allerede har infrastruktur og skidt for dem, der har været bagerst i køen. Man kan sågar frygter at færgerne mellem både Sjællands Odde og Århus/Ebeltoft samt Spodsbjerg Tårs vil lukke, hvis ikke der bliver givet betydelig statsstøtte.

Med det vil jeg sige at regeringen med LA transportminister Ole Birk Olesen godt understøttet af Slagelses Willum Christensen er på en gal,  asocial og bagudskuende vej. De vil dem der har, og er ligeglade med dem, der ikke har også på transportområdet.

Lad os i stedet få Danmark bundet ordenligt sammen. Det Radikale Venstre har allerede med et flertal uden om regeringen sikret, at hele Sjællands hovedtognet elektrificeres til stor gavn for byer som Nykøbing Falster, Vordingborg, Næstved, Holbæk og Kalundborg, der ikke ligger på den fynske bane. Men vi skal også have lavet det sjællandske motorvejsnet udbygget. Der mangler 26 km på Kalundborg motorvejen. Vi skal have lavet den Sjællandske ringmotorvej fra Rønnede over Næstved og Slagelse til Kalundborg, som igen understøtter Lolland og den vedtagne Femern forbindelse. Og så skal vi fastholde ambitionen om at Danmark skal bindes sammen med 2 broer i stedet for 1, med en Kattegatforbindelse.