Vi er enige om at fremtiden er på spil

Torsdag d. 8/10 forsvarer Arne Jensen (S) at S og SF ønsker skatten sat op med 1 % i Kalundborg Kommune. Han tror blandt andet på at tilflyttere gerne vil betale mere i skat, hvis de får en bedre service. Jeg gav svar på tiltale som blev bragt i Nordvestnyt lørdag d. 12/10.

SONY DSC

Arne Jensen (S) du skal have svar på dit indlæg 8/10. Dejligt vi er enige om at vi skal have en visionær kommunal bestyrelse. Jeg er også enig med dig i at en skattestigning med efterfølgende forbedret service vil glæde nogle borgere. Men det vil bare ikke virke over for tilflyttere der kan klare sig selv og dermed bidrager positivt til kassen. De vælger Kalundborg fra på grund af den højere skat og de manglende tilbud.

 

Vi skal i stedet være ansvarlige og visionære på samme tid. Vi skal være en attraktiv kommune for bosætning. Det er nødvendigt for at vores erhvervsliv kan tiltrække personale uddannet udenfor kommunen. Det vil skabe grundlag for fortsat vækst og dermed jobs til alle.

 

Skatten skal ikke stige, der er stadig plads til optimeringer i kommunen. Hvorfor kan teamet der passer fodboldsbaner f.eks. ikke få hjælp af andre vej og park folk når højsæsonen kalder? Vi skal til at lytte mere til medarbejderne på gulvet, så vi får de gode ideer frem. Vi skal have skabt en kultur hvor organisationerne i kommunen hjælper hinanden i stedet for at konkurrere om midlerne. Vi skal identificere forbedringspotentialerne ved at spørge medarbejderne.